onsdag den 24. september 2014

En pakke i posten.

Jubii! Se, hvad jeg kom hjem til i dag i posten. Jeg blev bare så begejstret!

For inde i pakken var denne bog...


 ... der indeholder de skønneste 1972'er illustrationer...


... og ikke mindst denne klassiker (som jeg alvorligt overvejer at pudse på et af mine håndværk og design-hold):


Er der nogen, der ved, om den er nem nok at sy for børn? 

tirsdag den 23. september 2014

Du ved, du er fagskadet, når...

Ja, jeg vil godt vedkende mig det... Jeg er nok lidt fagskadet. Jeg er dansklæreruddannet, min mor er sekretær gennem 30 år og min morfar var typograf af den gamle skole på en avis i sættekassetiden med blybogstaver. Så jo, stavefejl og grammatikfejl ER noget, jeg lægger mærke til. I det store og hele er det mig mindre vigtigt, når det ikke er i skoleregi og meningen desuden er forståelig - selvfølgelig laver jeg også selv trykfejl og lignende fra tid til anden. Jeg ved godt, stavning og grammatik falder nogle mennesker svært og det er bestemt ikke fordi, jeg ser ned på dem eller noget, ligesom det rager mig en høstblomst, om folk staver forkert på blogge og lignende.

MEN... Jeg kan altså ikke lade være med at synes, at det er enormt kikset, når butikker, offentlige steder, tekst-tv, aviser og virksomheder, der gerne vil virke professionelle, af uvisse årsager ikke har læst korrektur på publicerede produkter. De virker 'mindre seriøse' på mig og min agtelse for virksomheden falder altså en lille smule. Sorry! Det er helt igennem fair og i orden ikke at være en haj til retstavning... Men jeg kan altså ikke forstå, at man så ikke får andre til at læse teksterne igennem, inden man som virksomhed bruger (mange?) penge på at få ting trykt.

Dårlig retskrivning på offentlige steder irriterer mig. Sådan er jeg nu så gammeldags.


Offentlig toilet i Århus. Måske var det på tide med nogle nye klisterbogstaver?

STORT skilt foran Kvickly i HerningCentret for ganske få dage siden...
Skilt for en måneds tid siden i Bilka Herning... Det er ikke bær, jeg tør spise!
Her i weekenden blev jeg så irriteret, da jeg sad og læste en reklamefolder fra Munkholm Zoo, at jeg (for at pointere, hvad jeg mente overfor L.) hev en blyant op fra tasken og rettede stavefejl.

Det var helt vildt - og jeg havde nok formuleret det hele anderledes!

Undskyld mig, men hvorfor er retskrivning i offentlig sammenhæng ikke noget, folk tager alvorligt mere?

Hverdagsglimt fra et travlt efterår...

Jeg er startet på nyt arbejde og har egentlig rygende travlt... Alligevel kommer der lige et blogindlæg med glimt fra min hverdag.

"Opklæbning forbudt"-skilte - der var klæbet på...?

Lækker mad ... sammen med L.

Dårlig humor, sammen med L. Altså, er jeg den eneste, der tænker den slags,
når jeg ser smør og makrelsalat, der ser sådan ud???



Bog fra bøgetræerne... Meget smukt og efterårsagtigt.

En tallerken fra skolens billedkunstlokale... Overvejer altså lidt,
om den mon skulle skiftes ud med en mindre retrofin én og reddes...?
Lækkerier fra mine forældres have... Mums!!

mandag den 15. september 2014

Platter?

Jeg leger lidt med tanken om en plattevæg...

Det er noget, jeg har haft lyst til at prøve af i nogen år (hvorfor jeg da også klatsamler blå platter), men der er aldrig nogen, der forstår mig, når jeg siger det. På en måde kan jeg godt forstå dem, for jeg er selv vokset op med en højtelsket mormor, der havde en spisestue med en plattevæg, hvor platterne hang på rad og række, fire rækker ned. Jeg har altid syntes, de havde en dejlig blå farve, men jeg ved også godt at de modemæssigt har været noget udskældte i en del år, men nu må det være på tide med en massiv renæssance, og jeg tror, det kunne se fedt ud - men nok ikke kombineret med Wiinbladplatterne med månederne, som skal hænge for sig selv.

Tendensmæssigt er platterne vist begyndt at snige sig ind i danskernes 'det er en ok ting'-holdning igen, formentlig godt hjulpet på vej af billeder som dette, der er fundet på Royal Copenhagens hjemmeside, men jeg synes alligevel det virker til, der er et stykke vej endnu før det helt kommer op at banke i forhold til fordums storhed i boligindretningsmoden.

Ja, jeg synes altså, det ser fedt ud. Bemærk mågestelstallerkenen i højre hjørne.
Selvom plattevægge vist stadig ikke er det, der fylder mest i de ganske, danske hjem, er der i de seneste år del mennesker, der er begyndt at grave arveplatterne fra forældre/bedsteforældre frem fra gemmerne og bruge dem på julebordet til risalamande og forret til julefrokost, og kigger man på motiverne, synes jeg, det bestemt heller ikke er svært at se, hvorfor de egner sig særdeles godt til dette også. 

Jeg synes, det er rigtig fedt, at folk igen tør bruge platterne og nytænke deres funktion, for ikke kun synes jeg, den historiske tilblivelse af juleplatterne er spændende, de er også et stykke dygtigt fremstillet håndværk.

Jeg kan godt lide spillet mellem juleplatten og det moderne julebord.
 Billede hentet fra RC's hjemmeside.
Historien bag juleplatterne
Den første juleplatte, der kom i år 1895, hed 'Bag frostne Rude' og forestillede København set igennem en masse iskrystaller. Opfinderen af platterne var Harald Bing, der, som bekendt, er den ene halvdel af Bing&Grøndahl. Harald Bing var jøde og holdt i sagens natur derfor ikke selv jul, men han havde fingeren på pulsen i forhold til datidens samfundstendenser og dyrkede dem og danskhed, siden hans familie nogle generationer tidligere var flyttet til landet.

Dengang var porcelæn ikke tilnærmelsesvis så billigt som i dag (og selv i dag koster en juleplatte 599.- fra fabriksny), hvorfor firmaer som Aluminia, der var samtidig, i dag er mest kendt for fajance, der - ironisk nok - var en slags fattigmandsporcelæn, idet denne lertype ikke var nær så holdbar. Der var i gamle dage en juletradition om, at herskabet gav tyendet en tallerken eller skål med godter og nær disse var spist, blev disse ofte hængt op på væggen i de små tjenestefolkkamre som dekoration. Men denne tradition i baghovedet er det nemt at forstå, at juleplatterne efterhånden blev sådan en success, at andre firmaer også meldte sig på banen.

I 1908 producerede Royal Copenhagen deres første juleplatte, der hed 'Maria og Barnet'. Hvor Bing&Grøndahls platter ofte var, og er, meget poetiske og julede, er Royal Copenhagenplatterne, med den karateristiske ramme om motivet, ofte dem, der refererer til danske traditioner og motiver fra Danmark,

I 50'erne og 60'erne var der mange, der købte platter, idet man så dem som en slags kunstinvestering, men i 70'erne blev det uhipt at hylde borgerlige dyder og de traditionelle værdier, og derfor skubbede flipperværdierne plattemoden til side.

I dag produceres begge platteserier stadig og selvom de i en lang årrække har haft trange kår herhjemme, sælges de stadig i store stimer til udlandet, hvor de blandt andet er meget populære i Amerika og Japan.



Moderne juleplatter
Juleplatterne der laves i dag står ikke tilbage for dem, de lavede før i tiden motivmæssigt, synes jeg. Motiverne er stadig meget stemningsfulde og julede, og når der følger en beskrivelse med, som den til i år (se nedenfor), bliver julestemningen altså næsten ikke mere rendyrket.


Efter en herlig dag på kælkebakken er børnene og deres hund på vej hjem. Tusmørket har sænket sig, men den store klare stjerne lyser op, så de nemt finder vej gennem det eventyrligt smukke vinterlandskab. Motivet er nr. 120 i rækken, tegnet af den danske kunstner Jørgen Nielsen, og pryder både platte, klokke og dråbe.


Har I mon platter i jeres indretning?

Tak fordi du læste med :) Husk at lægge en kommentar.

Nu med logo...

Så fik bloggen lige en ordentlig makeover, inklusiv et nyt logo. Hold da op, hvor var jeg egentlig også kørt surt i det gamle.

Tak for hjælpen, søde L.


onsdag den 10. september 2014

Sensommerskønhed

Selvom det er en smule vemodigt at sommeren er ved at blive efterår, er der stadig megen skønhed at finde i naturen på dette tidspunkt af året. Både, hvad angår blomster og fugleliv, men mindst ligeså meget, fordi det er høste/syltetid. 

Se, hvad jeg fandt!
Krokus i september. Det tror jeg alligevel aldrig, jeg har set før!

Sensommerblomster :)
Høsttid :)

Hyldebærene er på det sidste, men de sorte bær pynter i naturen

Jordbær fra haven(!). Ja, i september!





Filippaæbler fra mine forældres have 
Drivhusskønheder :) Mums!

Jeg skal altså også lige vise denne her flaske (selvom det ikke er mit projekt). Synes bare, idéen er sjov.
Sortebærsnaps - som er færdig om to år!!!
Der er heldigvis stadig blomster på altanen. Og fugle :)


Nyder I også sensommeren?

Tak fordi du læste med! Husk at lægge en kommentar :) 

mandag den 8. september 2014

Nye riflede stel fra Royal Copenhagen

Royal Copenhagen har netop lanceret to nye stel i den riflede serie, denne gang matte, ensfarvede stel i henholdsvis sort og blå, således at man enten kan køre den rent monokrome stil eller mikse med de andre riflede stel (hvidriflet, signatur og de musselmalede stel). Jeg har længe haft et godt øje til det riflede porcelæn (og alle mulige andre kongelig porcelæn-serier!) men har af pladsgrunde endnu intet af det.


Stilmæssigt kan jeg rigtig godt lide retro og antik og der er rigtig mange stel, jeg godt kunne tænke mig at samle på, men på den anden side bliver det nok heller ikke mere klassisk og dansk end RC og musselmalet (selvom mønsteret nu ikke er en dansk opfindelse), og der er ingen vej udenom at porcelænskvaliteten hos RC er i tiptop. Ligeså godt som jeg synes om stærke farver og mønstre, ligeså meget sætter jeg pris på rene, nordiske linjer, stilrenhed, blåturkise farver og dæmpede pasteller.  Jeg kan godt lide at blande nyt og gammelt på kryds og tværs fordi jeg synes, de fremhæver hinanden på en rigtig fed måde.

Umiddelbart tror jeg bedst, jeg kan lide de nye varianter i sammenspil med de mønstrede varianter og hvidriflet og jeg tror, jeg ville gå efter den sorte fordi jeg selv er ret vild med den sorte Mussel Mega, men jeg glæder mig til at se, hvad butikkerne finder på, når de får dele til salg og derfor skal udstille.

Om det sortriflede skriver Royal Copenhagen:

”Smukt og rustikt. Lækre retter vil fremstå endnu mere appetitlige på Sort Riflet, der sætter nye standarder for smagfuld servering. Stellet har en særlig mat glassur, som fremhæver riflerne i porcelænet på en anden måde end den klassiske glatte glasur. Overfladen er rå, og udtrykket bliver keramisk, minimalistisk og stramt. Et perfekt valg til det rustikke, nordiske køkken og den gode smag.

Den blå variant får disse ord med på vejen:

”Det nye stel fra Royal Copenhagen er på en gang helt anderledes og alligevel genkendeligt. Blå Riflet er både-og, det er enten-eller, det er yin og yang. Det er stellet, hvor modsætninger mødes, og et helt nyt udtryk opstår. Den rå og matte glasering i den kendte kongeblå farve komplementerer de klassiske og elegante rifler. Det er rustikt og stadig elegant, minimalistisk og samtidig udtryksfuldt - det er nyt og alligevel historisk.


Hvad synes I om de nye varianter?

Tak fordi du læste med. Husk at lægge en kommentar :)


fredag den 5. september 2014

Til loppemarked i HerningCentret

Fra tid til anden inddrages alle gangene i HerningCentret til et stort loppemarked. Jeg har aldrig været til det før, men nu skulle det prøves - og det bliver ikke sidste gang, det sker. Hold da fast, hvor var der dejligt mange boder.

Det blev dog kun til tre små køb (man må jo se, om ikke man kan begrænse sig en smule!) - men hvilke køb.

Først og fremmest fik jeg (endelig) købt en holder til kaffefiltre. Jeg glæder mig til at få den op, så mine kaffefiltre ikke bare skal ligge i en bunke...! Jeg synes, den er meget sød og romantisk i stilen. På undersiden står der Aksini Stentøj, hvilket er et kustnernavn/mærke, der dækker over Aksel Sigvald Nielsen, der, blandt andet, er kendt for Ordsprogserien fra Knabstrup, hvor han arbejde i 25 år, inden han i 1954 startede Aksini Stentøj sammen med sin søn.

Aksini kaffefilterholder


Dernæst fik jeg, for en flad 10'er, en æbleskål. Min mor har en magen til og jeg har altid været fuldstændig vild med den skål. Den er, for eksempel, brandflot med råsyltede agurker i - så det er helt sikkert et godt køb.


Min smukke æbleskål


Til sidst fik jeg et par bøjler. Jeg har egentlig ønsket mig nogen i årevis, selvom jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at få nogen, men disse her er jeg ret vild med. Håndværksmæssigt er det superflot lavet (mon man selv ville kunne lave nogen? Og hvor får man materialerne fra?) og jeg kan godt lide idéen om at mit tøj skal hænge på roser. 


Mine fine rosebøjler




Tak fordi du læste med. Husk at lægge en kommentar :) Vh. Katrine

onsdag den 3. september 2014

Bjørn Wiinblad relancering????

HOV! Har I andre opdaget det? Der kommer en hel masse nyproduceret Bjørn Wiinblad! Det ved jeg da egentlig ikke, hvordan jeg har det med. Udhuler det ikke konceptet en lille smule? Så er man bare hip med hipsterne, i stedet for at samle på noget, man også elskede i ens barndom! Ej, det synes jeg slet ikke er fedt!!! :(