mandag den 25. maj 2015

Kongelig porcelæn - når der er plads til stelforvirring

Efter jeg sidste efterår besluttede mig til, at jeg skulle til at samle på kongelig porcelæn, er en samling nu ved stille og roligt at udvikle sig. Jeg har gået og småluret på forskellige stel i en årrække, men havde ikke helt mod på at begynde samlingen, da jeg læste og så var der pludselig andre ting (eksempelvis møbler) at bruge pengene på, da jeg var færdig. Men sidste efterår kunne jeg mærke, at nu skulle det være, og jeg startede ganske forsigtigt og en smule ydmygt med en lille skål fra serien Signatur. Og så, med reglen om at man gerne må købe en lille ting eller to til sig selv hver måned, greb det om sig. 

Jeg er efterhånden ved at have nok ting til at L. og jeg kan begynde at bruge af det og blandt andet betyder det, at L. og jeg i weekenderne nu kan drikke morgenkaffe og spise morgenmad af mega musselkrus og de firkantede musseltallerkener, der egentlig slet ikke er i handlen herhjemme, fordi de er et RC-produkt, lavet til det japanske marked og derfor kun kan købes i Outletten i København.

Jeg kan mærke, at det var et fornuftigt valg for mig at samle på blåmalet RC, for min smag og mine præferencer i forhold til et stel frem for det andet, udvikler sig hele tiden. For et par måneder siden var jeg, for eksempel, bare SLET ikke til det klassiske mussel med det lille mønster og nu er jeg helt vild med det. Det var i øvrigt også mig, der smed alle mine kedelige, hvide AIDA tallerkner ud, fordi jeg var led og ked af hvidt porcelæn… Og nu sniger der sig hvidriflede elementer ind i min samling - og jeg elsker dem! Den afgørende forskel for mig i forhold til RC har virkelig været Mix&Match konceptet og jeg elsker, at jeg - selvom jeg har de samme delelementer til rådlighed som alle andre - alligevel kan sammensætte mit eget mix.

Jeg har kun én regel, som jeg (indtil videre) har formået at overholde… Mit mix skal se moderne ud. Jeg har i forvejen et helt arvet Frijsenborgstel hjemme fra min mormor og morfar, så mit blåmalede stel skal give mig noget andet. Når man i forvejen har hang til gamle ting og retro, kan jeg mærke, at det er vigtigt at jeg insisterer på moderne elementer i indretningen også. 



Er du til RC? Og mixer du?