tirsdag den 26. august 2014

Halvvejs i mål :)

Jeg er bare super glad, for det er lykkedes mig at finde noget, jeg har ønsket mig i LÆNGE... Nemlig denne flødekande i mit stel, Blå Colditz. Den er simpelthen så skøn og jeg er vildt glad for den! Jeg har drømt om et sukker/flødesæt i blå i uanede tider, men selvom jeg ellers faktisk synes, jeg er svineheldig til tider med hensyn til loppefundene, så glimrer netop dette ved sit fravær. Men nu dukkede den ene halvdel altså op - og jeg er vildt forelsket! :) Hvis det nu kunne lykkes mig at finde en sukkerskål i blå, også. *drømme, drømme, drømme*

Den smukkeste lille flødekande



Så kan folk godt komme til kaffe :)

mandag den 25. august 2014

Når askebægere bliver historiske dokumenter

Så kom jeg også med på Lyngbyaskebægerdillen. Det har taget rigtig lang tid men nu skulle det være. Jeg har fundet tre forskellige og jeg må tilstå, at jeg er lidt vild med dem alle tre. Jeg drømmer stadig om vaserne ligesom dem, jeg er vokset op med i mit barndomshjem, men de rene, klassiske linjer passer unægtelig også godt ind i et moderne hjem. Jeg kan godt forstå, man har valgt at relancere vaserne og bonbonnieren. 

Nu her, hvor man godt kan mærke, at dagene bliver kortere og aftenerne er blevet mørke igen, glæder jeg mig til at have dem til at stå med nogle fine bloklys/fyrfadslys på og give lidt lys i mørket, når det stormer udenfor og man derfor hygger indendørs.

Jeg synes, det er ret fascinerende med de gamle Lyngbyprodukter, at man kan datere dem ved hjælp af stemplet på bagsiden, idet firmaets logo ændrede sig flere gange i dens 33 årige porcelænsproduktion, inden den lukkede i 1969. I øvrigt er det, strengt taget, forkert at kalde fabrikken for Lyngby Porcelænsfabrik, idet den egentlig hed Porcelænsfabrikken Danmark og bare lå i Lyngby.

Lyngbyaskebægere

Det er disse tre askebægere, jeg har købt og jeg er lidt vild med, at de passer sammen uden at være ens.

Det store askebæger, som jeg vil bruge til et stort bloklys, er et af de helt gamle produkter, hvilket man kan se, når man vender det om. Der ser stemplet nemlig således ud, hvilket betyder, at produktet stammer fra årene 1936-1940. Det er virkelig vildt at tænke på, at det er perioden lige op til 2. Verdenskrig, og der flyver virkelig mange billeder igennem hovedet på en, når man tænker på, hvad det må have oplevet. Det er Matadortiden, Hvidstengruppen og ikke mindst mine egne bedsteforældre.

Logoet på det store askebæger


De to mindre askebægere bør rettelig set betegnes kuvertaskebægere, fordi de er beregnet til at stå ved hver kuvert på et velopdækket middagsselskabsbord - altså, da det var god kutyme at måtte ryge ved bordet og man derfor både havde kuvertaskebægere og små holdere med cigaretter i til gæsterne i sit fine porcelæn, så man kunne tilbyde dem en cigaret. Stemplet bagpå er ens og er nemlig det stempel, der tilhører tidsperioden 1949-1961. Samme design, men nu er vi på den anden side af krigen.

Bagsiden af de to kuvertaskebægere


Det ene askebæger er helt hvidt og klassisk, foruden stemplet, men for det andet kuvertaskebægers vedkommende, er man slet ikke i tvivl om tidsperioden. Den er nemlig 'ekstra-dateret' og det føles altså virkelig som et lille stykke - meget nørdet - Danmarkshistorie. Jeg er helt vildt med at have fundet den, selvom jeg ganske vist ikke har nogen relation til Søværnet. Jeg har ingen ide om, hvor mange der i sin tid blev lavet og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange af den slags, der har overlevet til i dag. Gad vide, hvorfor man har valgt at få specialproduceret dem i sin tid!

Mon det har været en julegave eller blot en hilsen til søens folk?

Jeg kan altså ikke lade være med at få lidt kuldegysninger, når jeg får fingrene i noget, som jeg virkelig synes, emmer af historisk dokument og jeg må sige, at merværdien i at eje gamle ting virkelig er noget, jeg er blevet mindet om ved disse her. Tænk, at sådan nogle hvide porcelænsdimser gør, at man føler historiens vingesus. 

Har I det mon også sådan med jeres genbrugskøb?

søndag den 24. august 2014

Til kræmmermarked

Nu er vi kommet om på den anden side af sommerferien og så blev det tid til kræmmermarked i min dejlige lille barndomsby. 

Det var desværre ikke så stort som det plejer at være og - til min store ærgrelse - bliver der flere og flere af de mere kedelige boder på diverse kræmmermarkeder, hvor standene sælger nye ting som eksempelvis nye t-shirts og kasketter med valgfrit tryk. Jeg ved godt at den ene mands skrammel er den anden mands guld, men jeg vil være helt ærlig at sige, at jeg synes, boderne med nye ting ødelægger en del af fornøjelsen ved at tage på kræmmermarked (undskyld, hvis jeg kommer til at træde nogen over tæerne - måske er det bare mig?) Heldigvis var der også boder med spændende genbrugsting og her fandt jeg nogle, synes jeg selv, rigtig fede ting. 

Det ubetinget største kup prismæssigt var denne glasskål, som kostede mig en flad femmer. Den bliver fin med konfekt eller andet til jul :)

Billedet er taget hos mine forældre.

Den fineste, franske glasskål.

Er jeg den eneste, der ser juleagtige motiver i mønsteret?
Kommer I mon på nogle markeder i denne tid, eller afskrækker vejret?

torsdag den 7. august 2014

Påskesommerlopper

På trods af en sommer, der har været meget varm, hvilket har betydet hævede fødder for mit vedkommende, er det alligevel blevet til en lille smule lopper. Et par bøger har jeg fået købt og derudover har jeg gjort disse små kup - synes jeg selv. På mystisk vis er meget af det påskepynt, men man må jo slå til, når man finder guld - så pyt med, det er lidt udenfor sæson.

Jeg fandt, for eksempel, disse træænder. Jeg mener, jeg kan huske at have set dem hos andre bloggere, men jeg ikke huske, hvilke. Jeg tror egentlig ikke, de er noget særligt værd andet end dekorationsværdien, men det er jo sådan set også det eneste, der tæller i denne her sammenhæng. Under alle omstændigheder syntes jeg bare, de var så søde, at jeg ikke kunne gå forbi dem. Jeg er i hvert fald lidt forelsket i dem.

Hr og Fru And med lille Rap
Er de ikke bare for søde?


En anden (påske)ting, jeg har fundet her sommeren over, er disse to små trækyllinger. De har et klistermærke under 'foden', hvor der står 'Bogense trækunst Handpainted', og jeg har efterfølgende kunnet google mig frem til, at det vist er en gut, der hedder Mogens Eigenbrod, der har begået de små kyller. Jeg synes egentlig. det er lidt spændende med påskepynt i sort og guld, hvilket jeg ikke kan mindes at have set før, men de minder mig om træjulepynt fra min barndom. Hele humlen ved retroting er vel, at de føles hjemlige på sådan en varm og hyggelig måde og de synes jeg, de små trækyllinger er for mig.



Jeg glæder mig til at have dem fremme til næste påske


Hvad sommerferien bragte - del 3

Billedspam af sommerens ubetinget smukkeste valmuemark i Mols Bjerge. 










Hvad sommerferien bragte - del 2

Sommerferien bragte mange smukke og delikate oplevelser i Danmark, også. Og enkelte trælse også. På den trælse side, var mine temmelig varmefølsomme ankler og fødder nemlig så hævede, at jeg måtte en tur til lægen, fordi jeg ikke kunne gå(!), så jeg kunne få vanddrivende medicin ... i en alder af 28 og ellers, i øvrigt, sund og rask. Ikke spor fedt. i det mindste hjalp det som en drøm.

En blodprøve måtte desværre til - av!
Det ser ikke så slemt ud på billedet, som det var i virkeligheden














Heldigvis bød ferien mest på gode ting. Vi nævner i flæng:

Moules Frites (hvidvinsdampede muslinger) under en skøn bytur i Silkeborg

Gul vandmelon - foretrækker dog stadig den røde version
 samt

Iskaffe. Åh, for søren, hvor er jeg dog blevet forelsket i Iskaffe

Hvordan var din sommer?

onsdag den 6. august 2014

Hvad sommerferien bragte - del 1

Så er det begyndt at blive sensommer. Det er umiddelbart næsten lidt vemodigt at tænke på, at der ikke er mange uger til det så småt begynder at blive efterår og man må sige farvel til sommerblomster og den lune luft - men efterår og vinter har også deres dejlige sider. Hygge indendørs med en kop te, simremad, efterårets fantastiske farver, julemåneden med al dens hygge og pynt, den måde, luften kan være klar og ren på, når der er frost og sne - og så selvfølgelig foråret og næste sommer.

Denne sommer har, desværre, endnu ikke budt på nyt arbejde, men til gengæld har den budt på mange andre gode oplevelser. Jeg har eksempelvis været på en dejlig sommerferie med min familie til den tyske ø Rügen, hvor der er en helt fantastisk natur.

I får lige et lille udpluk :) Disse billeder er taget fra det område, der hedder Königsstuhl, som er kalkundergrund med bøgeskov og befinder sig på UNESCO's Verdensarvsliste.

Udsigten fra Königsstuhl var utrolig smuk. Her kan man se den kalk i jorden, der gør, at Rügen er fuld af havtorn






Vilde orkidéer