torsdag den 30. januar 2014

Ååååh, hvor kunne jeg godt tænke mig...

Disse ting:

Sukker- og flødesættet (og andre serveringsdele) fra mit elskede retrostel Blå Colditz. Jeg har et komplet kaffestel til 12 personer og derfor kunne der være helt fantastisk, hvis jeg en dag får opsnuset disse to dele. Jeg har desværre ikke ret meget held (som i OVERHOVEDET! :( ) med at finde det i mine lokale genbrugsbutikker, så jeg ser frem til næste loppemarked. I tilfælde af, at nogen skulle have lyst til at sælge, er jeg nemlig meget interesseret!


(Det skulle selvfølgelig være i blå, men alligvel)


Jeg ønsker mig også brændende noget, som jeg nok i grunden ikke har ret godt plads til. Nemlig et såkaldt 'Københavnerskab'. Jeg er ikke klar over, hvorfor de skrå køkkenskabe hedder sådan, og i virkeligheden er det også lidt fjollet, idet jeg bor i en gammel lejlighed, der har dem indbyggede i køkkenet. Faktum er bare, at jeg super godt kunne tænke mig et, jeg kunne istandsætte og bruge til mine loppefund.

Prøv selv lige at se, hvor fint det kan gøres (billederne er fundet i disse to fantastiske blogge, som jeg bestemt synes er besøg værd: her og her):



Man ser det for sig, ikke?

onsdag den 22. januar 2014

Retrokeramik

Var lige et smut forbi en genbrugsbutik i dag med min veninde, hvor jeg var så heldig at finde noget, jeg har haft en halvformet idé om, at jeg ønskede mig/skulle lede efter. Nemlig en keramikskål/askebæger med turkis mønster med en diameter på cirka 10-13 cm i øjemål. Jeg er ikkeryger, så i mit hoved er der helt klart tale om en skål. Den kostede 34 kroner og jeg synes simpelthen, den er så fin i sin kombination af sort, blålige nuancer og retromønstret, der er præget ned i leret. Jeg skal lige have fundet ud af, hvor den skal have plads, men den er bare så klar i farverne og helt igennem lækker, at den bare skulle med mig hjem. Det 'grønne' virker MEGET grønt på billederne, muligvis på grund af en overentusiastisk blitz, men er i virkeligheden egentlig bare steder med lyst blåt.







søndag den 19. januar 2014

Lækre loppefund, aka Danild nr. 50

Nu er det jo ikke ligefrem en hemmelighed at jeg er vild med ting med tryk/overførselsbilleder, og dette lækre stel fra Danild/Porcelænsfabrikken Lyngby er ingen undtagelse.

Stellets navn er Danild nr. 50 og er også kendt under navnet Picnic/Picnick + diverse andre stavemåder(?!). Dekorationerne er lavet som overføringsbilleder og er designet i 1961 af porcelænsmaleren Frank Lensfort.

Den første del, jeg købte, er denne  kokotte/ovnfaste dims med hank(hvilket nok er lidt stating the obvious, siden navnet Danild kommer af det faktum at tingene er ildfaste)  - selvom man ikke kan se hanken på billedet. Jeg kan ikke lade være med at fryde mig over fladfisken, som jeg synes er en helt anden type motiv en grøntsagerne.



I et stykke tid var det den eneste ting, jeg ejede i serien, men så gjorde jeg et scoop på et marked, jeg var til. På den første stand fandt jeg sukkerskålen til sukker/fløde-sættet samt en sovsekande og fik begge dele til omkring 100kr. BILLIGT! 




Det må dog have ligget i luften, at der skulle Danild med hjem den dag, for da vi gik den sidste runde, fandt vi endnu en skønhed i serien, nemlig denne gryde med låg. Fast besluttet på ikke at ville give mere end 200 kr, spurgte jeg forsigtigt til prisen. Som viste dig til at være 75 kr! Det gad jeg ikke engang prutte om! 




Jeg er altså helt vildt med skildpadden!



Bangholm Keramik - en ny samling

Jeg er, for ikke ret lang tid siden, begyndt på en ny samling, som jeg blankt må erkende startede med, at jeg så keramiktingene med de skønne, farverige striber i Skattejægerne på DR1. 

Jeg ved af omtale, at det er temmelig svært at få fingrene i kopperne fra Bangholm Keramik, så jeg køber dem nok, hvis jeg kan finde nogen (mokkakopperne er lettere at finde, men dem er jeg ikke interesseret i), men umiddelbart vil jeg hellere have andre typer ting i serien i første omgang (også lidt fordi jeg prøver at begrænse indkøb af ting til varme drikke!). Jeg har kun to dele, men tager helt sikkert på udkig, når jeg skal på stumpemarked til marts. 




Jeg har denne karse-dims i gul, som jeg synes minder mig om solsikker og som jeg synes er helt vildt sød. Derudover har jeg dimsen nedenfor, som jeg ikke aner, hvad er til! Men den var helt vildt fin og om ikke andet, kan der vel også gro karse i den! 



Sammen med det to Bangholm-dele følger imidlertid et mysterium, som jeg - i mangel på bedre forklaring - regner med må indikere noget med forskellige generationer af keramik. Situationen er nemlig den, at delene ikke er ens under bunden. Jeg kunne super godt tænke mig at vide, hvad forklaringen er, men indtil videre går jeg rundt i mørket. 






Øv bøv - og tallerkentanker

Øv altså! Så syntes man lige, man var så smart, da man fandt en hjemmeside, der solgte middagstallerkener i Blå Colditz - og endda til ret så rimelige priser. Fluks skynder jeg mig så derfor til at bestille de 6 flade, de havde på lager ... men ak! Tre smukke tallerkener var blevet smadret i transporten! Ej, hvor blev jeg bare skuffet. Egentlig også lidt ked af det. Det er jo ikke ligefrem sådan, at stellet produceres i dag og det er faktisk også det, der - hvis man spørger mig - er både det gode og det onde ved retro og antik. Når ting ikke produceres mere og tre tallerkener bliver smadret... Ja, så er der tre tallerkener mindre af denne type i verden.

Jeg ved ikke, hvorfor andre mennesker samler retroting, men for mig er det til dels det, at der simpelthen er tale om smukke ting og til dels det, at der er en god del samlerfølelse i det. Jeg har det lidt sådan, når jeg køber noget, der ikke bliver produceret mere, at det også lidt handler om at passe på fortiden, fordi jeg synes tingene er så smukke at de er bevaringsværdige.




onsdag den 15. januar 2014

Arhøj Ghosts og Lava People

Jeg kan helt vildt godt lide de små keramikspøgelser i 70'er-stil fra Arhøj og Gaarmann! Jeg fik selv en til jul og den skal bestemt ikke være den sidste! Personligt kan jeg især godt lide dem med den mørkeste lertype, da de passer rigtig godt til mine lyse møbler, men da der er flere forskellige lertyper og nærmest uanede kombinationer af ler og glasurfarver, er der heldigvis noget for enhver smag. :)



Historien bag de små spøgelser
De små lerspøgelser, som er mellem 9-10 cm høje, er skabt i fællesskab af Anders Arhøj og Louise Gaarmann og er baseret på konceptet fra den japanske Shinto-religion om, at alle ting i naturen har en sjæl; såvel dyr som planter og sten. Hver Ghostfigur er unik, idet den er håndlavet, håndglaseret, hånddekoreret og brændt i ovnen ikke mindre end tre gange i processen.





Lava People
Lava People-figurene fra samme Arhøj og Gaarmann passer rigtig fint sammen med deres Ghostfigurer; faktisk i en sådan grad, at de nærmest virker til at være af samme 'kollektion'. De har, i modsætning til Ghostfigurerne, forskellige udtryk i deres øjne og hvor nogle mest bare ser pudsige ud, har andre et bekymret udtryk som gør, at jeg synes, man får lyst til at tage dem allesammen med hjem fra butikken og give dem et hjem. Måske er det bare mig...?




http://www.arhoj.com/front/ghosts
http://www.arhoj.com/front/lava-people

Børnevenlige barndomsglas

Når jeg tænker tilbage til min barndom, er der specielt tre typer drikkeglas, jeg kan komme i tanke om, som stod mit hjerte rigtig nær. Den ene type lever stadigvæk i bedste velgående hjemme i min farmor og farfars køkken, men de sidste to er blevet ødelagt i tidens løb. Stor har min glæde derfor begge gange været, når det har lykkedes mig at finde glas magen til i genbrug.

Glassene nedenfor er den ene type og det er dem, vi havde i mit barndomshjem. Der er tale om henholdsvis Odderen og Sløruglen i en serie glas, FDB lavede med truede dyr i Danmark omkring de tidlige 80'ere (tror jeg nok). Jeg mener, der må have været marmelade i dem oprindeligt, men er ikke sikker.

De findes andre dyr i serien, men eftersom det var disse to, vi havde, er det også dem, jeg har anskaffet mig. Lige nu står de til opbevaring i mit vitrineskab, da jeg ikke rigtig kan nænne at bruge dem.







Blå Colditz

Jeg begyndte for et stykke tid siden at samle på dette smukke, smukke stel. Min mormor og morfar havde det, da jeg var lille og en af de ting, jeg har fra deres hjem er en enlig kop i Blå Colditz. Jeg synes, det er helt vildt smukt med dets klare, blå farve på det hvide porcelæn og jeg har altid været helt tosset med mønsteret.


Det er efterhånden lykkedes mig at blive ejer af de sidste dele, således at jeg nu har kaffestel til 12 personer. Der er (forhåbentlig) en kaffekande på vej og jeg glæder mig meget til også at kunne tilføje den til samlingen. Desværre er det så som så med dybe tallerkener og spisetallerkener i stellet, så hvis der er nogen, der ligger inde med nogle, som de er interesseret i at sælge, er jeg meget interesseret i at købe ;)

Jeg er altid på udkig efter Blå Colditz, da det nok altid vil have en særlig plads i mit hjerte.

Det første indlæg

Første indlæg i min blog. Hvor spændende. Jeg forestiller mig, at denne blog kommer til at handle til dels om diverse loppefund - kan man andet end at elske genbrug? - dels om diverse designting og muligvis også om alt mulig andet. Mulighederne står åbne.

Lidt om mig selv.

Jeg er, i skrivende stund, en 27-årig kvinde fra Midtjylland. Jeg bor i en skønherlig lejlighed fra midt i forrige århundrede som derfor nærmest forlanger, at man indretter den med lækre retroting og lækkert design (dårlig undskyldning - I know). Det er blevet til alt mulig forskelligt i årenes løb, og da jeg selv synes, det er utroligt inspirerende at læse andre bloggeres sider om loppefund, indretning og diverse, har jeg nu fået lyst til selv at deltage i blogverdenen.

Jeg ved ikke, om jeg som sådan har en bestemt stil, jeg godt kan lide. Til gengæld ved jeg præcis, om jeg kan lide det, når jeg ser det.

Jeg glæder mig til at komme i gang... Så det vil jeg så gøre!